En kasse er i proces – mit første studieprodukt i træ: Fem plader er skåret, 12 lister er skåret, og nu skal 16 af disse snit til bladsamlinger forberedes og saves.
Sidepladerne er skåret sådan, at de skal 'beklæde' bundpladen – altså ligge udenpå, og endestykkerne skal ligge indenfor de lange sider på kassen. Dvs at endestykkern har samme længde som bundpladens smalle mål, og de lange sider har bundpladens lange mål PLUS kanterne på de to plader.
Jeg har målt og opstreget efter bedste evne og har forsøgt at tæmme saven efterfølgende, så den fulgte og gnavede sig igennem træet efter blyantstregerne. Snittene burde egentlig også blive nusset om med et stemmejern, så samlingerne virkelig passede som fod i hose.
Sidepladerne er skåret sådan, at de skal 'beklæde' bundpladen – altså ligge udenpå, og endestykkerne skal ligge indenfor de lange sider på kassen. Dvs at endestykkern har samme længde som bundpladens smalle mål, og de lange sider har bundpladens lange mål PLUS kanterne på de to plader.
Jeg har målt og opstreget efter bedste evne og har forsøgt at tæmme saven efterfølgende, så den fulgte og gnavede sig igennem træet efter blyantstregerne. Snittene burde egentlig også blive nusset om med et stemmejern, så samlingerne virkelig passede som fod i hose.
Men, men, men ... produktet skal afleveres lige om lidt.
Min oplevelse er stress. At tiden er knap. Min frustration er, at – på trods af at jeg ikke har haft fravær fra værkstedet – føler jeg mig alligevel langt bagud i forhold til planen. Det er derfor ikke er en mulighed at fordybe mig, nyde træets duft, nusse om detaljerne og gøre produktet tilfredsstillende (efter min standard). Jeg skal gå på kompromis – springe over, hvor gærdet er lavest. For det er virkeligheden.
Min oplevelse er stress. At tiden er knap. Min frustration er, at – på trods af at jeg ikke har haft fravær fra værkstedet – føler jeg mig alligevel langt bagud i forhold til planen. Det er derfor ikke er en mulighed at fordybe mig, nyde træets duft, nusse om detaljerne og gøre produktet tilfredsstillende (efter min standard). Jeg skal gå på kompromis – springe over, hvor gærdet er lavest. For det er virkeligheden.
Nå, jeg må videre ...
Efter at ha' arbejdet i godt 5 timer i værkstedet, hvor jeg bl.a. også har kæmpet en kamp med dekupørsaven, har jeg gjort så meget klar, at det kun handler om at lime og skrue 30 skruer i. Jeg er vældig tilpas med mit logo.
Der skal bare bores et øje med det mindste bor.
Nu er jeg nået så langt at monteringen kan klares derhjemme. Kassen SKAL bare være færdig, så alt bliver pakket i en sæk (også ekstra skruer).
Mission completed! Men hvor er det ærgerligt at lægge så stort et arbejde i dårlige materialer. Kassens sider er af noget der minder om de plader, cigarkasser er bygget af, så bare jeg pudser med sandpapir, ryger der kæmpesplinter af, hvor hullet, splinterne efterlader, er umulige at pudse op – hmpfr :-/
